Ny centerleder for Center for Børn og Natur
Et ansættelsesudvalg på tværs af centerets partnere har ansat Anne-Louise Bjerregaard som centerleder fra oktober 2026.
Anne-Louise Bjerregaard kombinerer stærk faglighed med et personligt engagement i børn, natur og fællesskaber. Hun har mere end 15 års erfaring med at udvikle og lede tværgående partnerskaber mellem kommuner, regioner, civilsamfund, forskningsmiljøer og fonde. Og hun er vant til at samle mange aktører om en fælles retning, skabe overblik og sikre struktur – samtidig med blik for relationer, tillid og ejerskab hos dem, der skal få tingene til at ske i praksis.
Anne-Louise har en ph.d. i sundhedsvidenskab og mange års erfaring med ledelse, forskning, sundhedsfremme og forebyggelse. Samtidig lever hun missionen i praksis som aktiv spejderleder og naturformidler, hvor hun hver uge skaber naturoplevelser for børn og familier.
Anne-Louise uddyber: ”Jeg ser, hvordan naturen giver børn mod, nysgerrighed, ro og stærke fællesskaber – og jeg ved, hvor meget det betyder, når naturen bliver en del af børns hverdagsliv. Derfor glæder jeg mig meget til at bidrage til missionen om at fremme børns leg, læring og trivsel i naturen. Nu skal vi rykke på missionen. Og det kan vi kun gøre sammen – som et reelt samarbejde om en mission, ingen kan løse alene”.
Anne-Louise skal samtidig stå i spidsen for udviklingen af et mindre, engageret sekretariat, der kan understøtte centrets mission og partnerne. Sekretariatet får lokaler sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) og mange gode kolleger at sparre med.
Engagementschef i DN, Mikkel Havelund udtaler: ”Der findes så meget forskning og viden, der viser, hvorfor børn har brug for natur i deres hverdag, men alligevel fylder den slet ikke nok. Den udvikling er vi stålsatte på at ændre, og vi er overbeviste om, at Anne-Louise kan samle vores brede kreds af partnere, så vi kan opnå en verden, hvor alle børn leger, lærer og trives i natur”.
Vi glæder os til samarbejdet med Anne-Louise, partnere og fonde.
